Lauritzen Fonden udvider bestyrelsen
Tommy Thomsen er pr. 10. april indtrådt i bestyrelsen for Lauritzen Fonden. Han har 35 års erfaring i den maritime sektor blandt andet fra Maersk, Clipper og Nordic Tankers. Han har siden 2013 været adm. direktør for Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU).
Med Tommy Thomsens alsidige baggrund og mangeårige erfaring inden for søfart, fondsforvaltning, strategiudvikling og økonomisk styring vil hans kompetencer i høj grad kunne bidrage til fondens erhvervsmæssige del, men også den almennyttige og sociale. Med Tommy Thomsens indtrædelse i fondens bestyrelse udgøres den nu af ni medlemmer, heraf tre medarbejdervalgte.
Lauritzen Fonden er en erhvervsdrivende fond, der ud over at være moderselskab for J. Lauritzen A/S og DFDS A/S hvert år uddeler mellem 20 og 30 millioner kroner til projekter med socialt, kulturelt, uddannelsesmæssigt og maritimt fokus.
Kilde: Lauritzen Fonden