Lars Dencker Nielsen tilbage i skibsfart
Den tidligere BP-ansatte Lars Dencker Nielsen, der i juni forlod sin toppost i olieselskabet efter beskyldninger om, at han har taget mod bestikkelsen, er ifølge Tradewinds nu vendt tilbage til skibsfart.
Dencker Nielsen står som stifter at to nye virksomheder, Jellicoe Tankers og Jellicoe Invest, hvorfra han - med støtte fra en række investorer - planlægger at drive shippingvirksomhed.
Ud over at slå fast, at han ingen planer har om at investere i skibe, ønsker Dencker Nielsen i øjeblikket ikke at gå dybere ind i, hvilke planer han så har med de to selskaber.
Lars Dencker Nielsen blev suspenderet fra sin stilling som Global Chartering Manager i BP i april, efter beskyldninger om korruption og bestikkelse. Dencker Nielsen har på det kraftigste benægter, at han har gjort noget forkert - men valgte på baggrund af sagen at sige sin stilling op i juni.
Sagen startede da en whistleblowerer i marts henvendte sig til BPs topchef Bob Dudley og det britiske Serious Fraud Office med oplysninger om, at en højtstående ansat i selskabet tog mod bestikkelse.
Ifølge whistlebloweren er bestikkelsen foregået ved, at Lars Dencker Nielsen har modtaget økonomiske ydelser til gengæld for, at han har indgået ufordelagtige charteraftaler på BPs vegne.
Lars Dencker Nielsen var Global Chartering Manager i BP i otte år.
Kilde: Tradewinds