LangelandsFærgen oplever kraftig vækst
Rederiet Færgen kan for 2014 fremvise vækst på alle sine færgeruter i det danske ø-rige, og den største vækst tilfalder uden sidestykke ruten Spodsbjerg-Tårs. Her viser trafiktallene for 2014 kraftig fremgang på alle parametre.
”De lokale turistorganisationer har været gode til at gøre opmærksom på mulighederne ved indenlandske ferier og i særdeleshed ø-ferier. Det gælder i udpræget grad for Langeland og Lolland, som begge rummer nogle helt særlige og mangfoldige tilbud som ferie- og oplevelsesdestinationer. At budskaberne bliver gentaget og hørt smitter naturligvis positivt af på os som færgerederi”, siger Lindy Kjøller, salgs- og marketingchef hos Færgen.
Antallet af fragtede passagerer på LangelandsFærgen er i 2014 steget med 6,5 procent i forhold til 2013, mens antallet af fragtede personbiler er steget med 5,7 procent. Samtidig er antallet af fragtede lastvogne steget med 9,7 procent og antallet af fragtede busser med 13,3 procent.
Totalt har Færgens i alt otte ruter til seks danske øer fragtet 4.415.067 passagerer i 2014, hvilket er over 41.000 flere end i 2013. Antallet af fragtede personbiler lyder på 1.112.040, hvilket er omkring 12.000 flere end i 2013. I alt er Færgens trafiktal steget med 0,9 procent for antallet af fragtede passagerer og 1,2 procent for antallet af fragtede personbiler.
Kilde: Færgen