Kystvagt afværger piratangreb
Tirsdag morgen lykkedes det den filippinske kystvagt at afværge et piratangreb på fragtskibet Dona Anabelle. Piraterne gik til angreb på skibet ca. 50 sømil nord for Sulu øhavet, der har været epicentret for de seneste piratangreb i regionen.
To motormåde med bevæbnede pirater affyrede skud mod skibet, men flygtede, da et patruljefartøj nærmede sig, fortæller chefen for den lokale kystvagtstation til Philippine Sun Star. Ingen besætningsmedlemmer blev ramt og patruljefartøjet fulgte Dona Anabelle på resten af turen til Zamboanga City.
Myndigheder er nu ved at undersøge angrebet, men ved endnu ikke, hvem der stod bag.
Terrorgruppen Abu Sayyaf, der er i ledtog med ISIS, har længe gjort farvandene mellem Filippinerne og Malaysia til det farligste i verden i forhold til piratangreb.
Gruppen holder mere end 20 gidsler skjult og har tidligere i denne uge halshugget en tilfangetagen kaptajn.
Kilde: Maritime Executive