Kun få reelle købere til OW Bunker
I virkeligheden er der kun seks til otte virksomheder, der kan være reelle købere af enten hele OW Bunker eller dele af den konkursramte virksomhed. Det mener erhvervschef i Aalborg Kommune, Tonny Skovsted Thorup, der sammen med Udenrigsministeriet for øjeblikket scanner markedet for potentielle købere.
”Vi er ved at sondere markedet, men hvis man sådan kigger på nogle af dem, der er mest oplagt, så er vi nede på en seks til otte stykker. Det er både indenlandske og udenlandske konkurrenter til OW”, siger Tonny Skovsted Thorup, som dog ikke røber nogle navne. Ej heller vil han fortælle, hvor langt man er i forhandlingerne.
Det, der især kan være interessant for mulige købere, er OW Bunkers kunderelationer, kundedata og it-systemer. Men i særdeleshed er der interesse for de 140 medarbejdere.
”Mange af medarbejderne er interessante for beslægtede brancher. Vi har ret mange trading-virksomheder, der handler med el og fødevarer og så videre, og vi har fået en del henvendelser fra flere i Aalborg, der er interesserede i OW Bunkers medarbejdere”, siger Tonny Skovsted Thorup.
Imens søger OW Bunker’s kunder over til andre bunkerselskaber. For eksempel har Bunker Holding i Middelfart siden OW Bunker’s konkurs kunnet fortælle om stor travlhed med at få de mange nye kunder kreditvurderet.
Kilde: business.dk