Krydstogt-branchen venter kraftig vækst
Faldende priser på krydstogtrejser er en af årsagerne til, at Brancheorganisationen Cruise Copenhagen Network nu venter, at antallet af krydstogtturister i København vil vokse fra 662.000 i år til en million i 2015.
Allure of the Seas er desværre for stort til, at det nogensinde kan lægge til i København. Foto:Lars Westergaard.
"Vi ser efterspørgslen efter krydstogtsrejser stige mere og mere i Nordeuropa," siger driftsdirektør i MSC Cruises, Neil Palomba, til dagbladet Børsen.
"Det tyske marked er mere modent end det skandinaviske, fordi det blev dyrket tidligere", siger Neil Palomba til avisen.
Derfor udgør tyskerne nu den største andel af de krydstogtrejsende i det baltiske område og Skandinavien.
Hvis antallet af krydstogtturister i København stiger til en million i 2015. vil det målt i kroner og ører betyde, at krydstogtturisterne i 2015 lægger helt op til 2 milliarder kroner i København, mod op til 1,2 milliarder kroner i år.
"Vi skal sørge for, at passagererne bruger en masse penge her i stedet for at bruge dem i Stockholm eller Sankt Petersborg", siger Ole Andersen der er formand for CCN, til dagbladet Børsen.
Kilde: Dagbladet Børsen