Kreditklemme kan lukke Flyvbjerg
Rederiet Flyvbjers bankforbindelse gennem 50 år, Danske Bank, har smækket kassen i. Ifølge rederiet sker det på trods af, at rederiets eneste skib, Saxo, indtil nu har haft en fast transportkontrakt.
"Jeg har haft et fortrinligt samarbejde med min bank siden mine unge dage. Men nu mærker man en skrappere kurs, og det betyder, at jeg er tvunget til at sælge skibet. Det er den eneste måde, jeg kan indfri min gæld, men det er det værst tænkelige tidspunkt at sælge på", siger Svend Flyvbjerg til dagbladet Børsen.
Situationen er opstået på et tidspunkt, hvor Saxo skal gennemgås af et klasseselskab for at sikre, at skibet er i stand til at sejle de næste fem år. Men banken har afvist at stille kredit for eftersynet på et værft. Derfor har Svend Flyvbjerg måttet lægge skibet op, og den syv mand store besætning er sendt ud i arbejdsløshed.
Han vurderer, at skibets værdi i dag er reduceret til det, der svarer til en skrotpris på 1,5-2 mio. kr. fra en værdi på 12 mio. kr. for mindre end to år siden. Ifølge Svend Flyvbjerg var Skibskreditfonden ellers indstillet på at finde en løsning med at udsætte betaling af renter og afdrag, men banken nægtede at fortsætte lånet.
Dermed risikerer Rederiet Flyvbjerg at blive det femte i rækken af mindre danske rederier, som i løbet af de seneste måneder er sejlet ind i konkurs. De øvrige er rederierne Chabira, Rübert, Green Maritime og Katrine Krog, oplyser man hos sekretariatet for Rederiforeningen for mindre Skibe.
Banken kommenterer ikke den aktuelle sag overfor dagbladet Børsen.
Kilde: Dagbladet Børsen