Kræver fire års fængsel i bedragerisag
Bagmandspolitiet, der helt præcist hedder statsadvokaten for særlig økonomisk og international kriminalitet (SØIK), kræver fire års fængsel og bødestraf i en sag, der vedrører et dansk firma, som leverer brændstof til skibe.
Anklager Knud Damgaard Kisbye holdt i dag fredag procedure som afslutning på sagens fremlæggelse ved retten i Kolding. Firmaet og to topfolk er tiltalt for at have begået bedrageri mod en malaysisk kunde, Pacific Inter-Link, for godt 24 millioner kroner i årene 2010-2013. Anklageren kræver desuden de to topfolk frakendt retten til at deltage i ledelsen af selskaber med begrænset ansvar i både Danmark og udlandet.
Bedrageriet skulle være sket ved, at firmaet har leveret mindre brændstof end det, som kunden blev faktureret for, og kunden skal angiveligt have fået falske leveringskvitteringer. De tiltalte nægter sig skyldige.
Det vides ikke, hvornår der bliver afsagt dom i sagen.
Kilde: Finans.dk