Kollision efterlader gigantisk regning
Omkostningerne til reparationen af den amerikanske destroyer USS Fitzgerald, der i juni kolliderede med et fragtskib ud for den japanske kyst med syv dræbte til følge, vil langt overstige omkostningerne til reparation af USS Cole efter terrorangrebet i 2000.
Det er fortsat et mysterium, hvorfor den amerikanske destroyer spækket med det mest moderne udstyr kunne kollidere med et et filippinsk-flaget fragtskib i en klar nat ud for den japanske kyst i midten af juni.
Mens undersøgelser er i gang med at afdække, hvordan det kunne ske, er de første vurderinger af prisen for at reparere USS Fitzgerald kommet frem.
Og det bliver dyrt. Meget dyrt. Mens omkostningerne til reparation af USS Cole, der blev udsat for et terrorangreb i år 2000, kunne opgøres til 250 mio. dollar, vurderes omkostningerne til at reparere skaderne på USS Fitzgerald at kunne løbe op i 500 mio. dollar, rapporterer U.S. Naval Institute News (USNI News).
Ved kollissionen blevet slået hul i skroget med omfattende ødelæggelser til følge i skibets radiorum og på det meget avanceret radarudstyr. Og det er ikke mindst udskiftningen og opgraderingen af det elektroniske udstyr på USS Fitzgerald, der trækker prisen op, skriver USNI News.
Det diskuteres fortsat i US Navy, hvordan USS Fitzgerald skal bringes tilbage til USA, men den foretrukne måde blandt flådes topchefer skulle være ved hjælp af et heavy-lift skib. Det var på den måde, USS Cole blev transporteret til USA på efter terrorangrebet i Yemen, hvor 17 søfolk blev dræbt.
Kilde: USNI News