Kockums underskud på 273 mio. kroner
Det traditionsrige Malmø-skibsværft Kockums kom ud af 2009 med et dundrende underskud på 273 millioner svenske kroner. Værftets tyske ejer må nu skyde ny kapital i selskabet. Pengene er tabt på at omgradere u-både til den svenske flåde
Kockums har forregnet sig fatalt på omkostningerne på at omgradere u-både til den svenske flåde. Omkostningerne er løbet løbsk for Malmø-værftet, og tabet er reelt endnu større end de 273 millioner kr., idet frasalg har forbedret resultatet med 100 millioner svenske kroner.
Tilbage i selskabet er nu kun 13 millioner, hvorfor en kraftig kapitalindsprøjtning fra værftets tyske ejer er en forudsætning for værftets fortsatte drift.
I år håber Kockums på et nul-resultatet, efter at værftet har indgået en milliardkontrakt med det svenske forsvar om at konstruere en ny u-båd kaldet A26. Men det er endnu ikke besluttet, om A26 også skal bygges, og den beslutning kan blive afgørende for, om Kockums kan overleve.
Kilde: business.dk