København vil bygge ny containerterminal
Copenhagen Malmö Port, CMP, vil flytte sine containeroperationer i København til den Ydre Nordhavn. Beslutningen skyldes, at byudviklingen i de indre dele af Nordhavn gør det relevant. Flytningen vil medføre opfyldning af nye områder, opførelse af nye bygninger og anskaffelse af nyt udstyr.
"København udgør den ideelle kombination af de grundlæggende krav. Vi ser etablering af containeroperationer her som absolut den bedste løsning, både hvad angår økonomiske og nautiske aspekter”, siger Johan Röstin, CEO, Copenhagen Malmö Port AB.
De fysiske betingelser, såsom vanddybde og en let tilgang, er virkelig gode i Ydre Nordhavn. Det betyder, at CMP vil kunne modtage endnu større skibe i fremtiden. Det er vigtigt for kunderne, at de har så meget fleksibilitet som muligt, når de udformer deres tjenester og optimerer deres shipping flåder.
Havnen placeres så tæt som muligt på slutbrugerne af godset, så at havet bliver brugt som transportvej i så stor en udstrækning som muligt. Den nye terminal bliver mere automatiseret. Det vil gøre det muligt at håndtere flere containere per time og opnå en bedre udnyttelse af arealerne.
”Serviceniveauet er helt afgørende for, hvor attraktiv en terminal anses for at være. Det giver os plads til at skabe en moderne og effektiv terminal med de bedste teknologiske løsninger. CMP vil være i stand til at levere en bedre service, og generelt vil det sikre, at CMP er den optimale partner for både vognmænd og rederier ”, siger Johan Röstin.
Den nye terminal ventes at være operationel i 2020.
Kilde: Copenhagen Malmö Port AB