Knud Rasmussen sætter ny rekord
KORT NYT: Inspektionsskibet Knud Rasmussen krydsede for et par dage siden breddegraden 82 grader nord - helt præcist 82 gr.02'2 N - og skrev sig dermed ind i flådens rekordhistorie. Aldrig tidligere har et dansk skib været så langt mod nord på den grønlandske vestkyst.
Den tidligere nord-rekord havde det langt større inspektionsskib 'Triton', og den blev sat tilbage i 2003 - hvor skibet med kommandør Per Starklint som chef også satte rekorden i samme disciplin på den grønlandske østkyst. Og den står endnu.
Rekorden blev sat ud for Nyboe Land i Robeson-kanalen, der højt mod nord adskiller Canada og Grønland - og så langt mod nord, at skibet var halvvejs rundt om toppen af Grønland og undervejs passerede den omstridte Hans Ø, hvor der ikke længere vajer noget flag, hverken canadisk eller dansk.
Kilde: politiken.dk