Klaus Nyborg midlertidig CEO i NORDEN
Bestyrelsen i NORDEN A/S har konstitueret næstformand Klaus Nyborg som midlertidig adm. direktør med øjeblikkelig virkning. Nyborg har indtil primo marts 2012 været administrerende direktør for det børsnoterede tørlastrederi Pacific Basin i Hong Kong.
”Jeg er glad for, at Klaus Nyborg stiller sig til rådighed som midlertidig direktør i en periode og i samarbejde med de øvrige direktionsmedlemmer påtager sig opgaven med at føre selskabet videre. Klaus Nyborg har betydelig erfaring inden for begge NORDENs segmenter, Tørlast og Tank, og et indgående kendskab til rederiet gennem sit virke som næstformand i bestyrelsen”, siger bestyrelsesformand Mogens Hugo.
Tidligere administrerende direktør Carsten Mortensen står fortsat til rådighed for selskabet i en periode. NORDEN har iværksat en rekrutteringsproces efter en ny administrerende direktør. Klaus Nyborg har meddelt, at han ikke er kandidat til stillingen.
”NORDEN er et stærkt selskab, og det glæder mig, at bestyrelsen har vurderet, at jeg med min erfaring i en periode kan være med til at sikre den fortsatte udvikling. Jeg har understreget over for bestyrelsen, at jeg ikke er kandidat til stillingen”, siger Klaus Nyborg.
Direktionen består udover Klaus Nyborg af finansdirektør Michael Tønnes Jørgensen, koncerndirektør og leder af Tørlastafdelingen Ejner Kiel Bonderup, koncerndirektør og leder af Tankafdelingen Lars Bagge Christensen og koncerndirektør og leder af Corporate Secretariat Martin Badsted.
Kilde: Dampskibsselskabet NORDEN A/S