Kina vil luftforureningen til livs
Kina har lanceret en plan, der har til formål at begrænse udledningen af SOx fra skibe i Bohai-havet, Pearl River Delta og Yangtze River Delta. SOx-udledningen skal mindskes med 65 procent i 2020. Desuden skal de to flodområder omdannes til ECA-områder, ligesom vi kender det i Nordsøen og Østersøen.
Der er tale om den såkaldte ”Ship and Port Pollution Prevention Special Action Plan (2015-2020)”, som Kinas transportministerium har lanceret. Det er desuden meningen, at NOx-udslippet skal reduceres med 20 procent og partikeludslippet med 30 procent sammenlignet med 2015-niveauet.
Ifølge transportministeriets plan skal 90 procent af skibstrafikken i området i 2020 bruge landstrøm, og halvdelen af container-, krydstogt- og ro/ro-terminalerne i området skal etablere landstrømsanlæg til skibe, der ligger ved kaj.
Shanghai Havn er allerede gået i gang med at etablere landstrømsfaciliteter til containerskibe og krydstogtskibe. Inden 2017 skal der således bygges seks landstrømsanlæg, som skal sørge for landstrøm til 12 kajanlæg.
Det fremgår også af planen, at brugen af LNG som skibsbrændstof skal fremmes.
Kilde: World Maritime News