Kattegat-ruten aftaler nyt møde
Der er aftalt nyt møde mellem Miljøstyrelsen og rederiet FRS, om miljøgodkendelse af hurtigfærgen Dolphin Jet, så den kan komme til at sejle mellem Kalundborg og Aarhus, skriver dagbladet Nordvestnyt.
Mødet, der finder sted mandag den 16. juli, blev aftalt onsdag. Operations manager for Kattegat-ruten Birte Dettmers ville onsdag ikke kommentere rederiets melding om at rykke hurtigfærgen til Odden, men oplyser til Nordvestnyt, at planerne er sat på standby, så længe der er en positiv dialog med Miljøstyrelsen.
Hun understreger, at Kalundborg stadig er havnebyen, Kattegat-ruten satser på.
Hurtigfærgen Dolphin Jet er for længst godkendt til sejlads, og miljøgodkendelsen handler om sejladsens påvirkning af dyrelivet i Kalundborg Fjord, der er udlagt som Natura 2000-område.
Kilde: Nordvestnyt