KatExpress I fik næsten perfekt start
Mols-Liniens nye hurtigfærge KatExpress I afsejlede onsdag klokken 07.09 fra Aarhus med kurs mod Sjællands Odde på sin første regulære tur. Starten var ikke helt perfekt med en forsinkelse på ni minutter.
”Vi har haft problemer med at honorere kundernes efterspørgsel fra Aarhus tidligt om morgenen. Samtidig har vi i 2011 haft en stigning i antal passagerer. Nu glæder vi os til at tilbyde den nye færge med god og attraktiv plads til vores erhvervskunder”, siger administrerende direktør Søren Jespersen, Mols-Linien, til stiften.dk.
Færgen kan tage op til 1.200 passagerer og 417 personbiler - og som noget nyt også mindre lastbiler, campingvogne, samt op til 6 busser på en overfart.
Den nye færge, der hovedsageligt skal sejle mellem Aarhus og Odden får til daglig 4 afgange fra Aarhus og 4 afgange fra Odden. I weekender og i højsæsonen hvor færgen skal sejle mellem Ebeltoft og Odden får den 3 afgange fra Ebeltoft og 3 afgange fra Odden.
Den store nye hurtigfærge, der er chartret i 10 år med købsoption, sejlede tidligere under navnet Norman Arrow mellem Portsmouth og Le Havre.
Se billedserie af Katexpress I HER
Kilde: stiften.dk
