Kalundborg Havn får rekordomsætning
Det kan i den grad ses på årsregnskabet for den kommunale Kalundborg Havn, at APM Terminals har flyttet sine aktiviteter til den vestsjællandske havne by. Omsætningen nåede 59,8 mio. kr. - den største nogensinde, 42 pct. højere end i 2021.
Foto: Kalundborg Havn..
Det er først og fremmest containerterminale på Ny Vesthavn i Kalundborg, der har trukket de økonomiske nøgletal i den rigtige retning.
Sammenlignet med de seneste fem år er omsætningen steget med 94 pct., og kommunen kunne glæde sig over en fremgang i bruttofortjenesten på 30 pct. til
33,9 mio. kr. i forhold til året før, lige som resultatet også gik den rigtige vej og landede på 6,5 mio. kr., skriver SN.dk
“Vi er naturligvis meget stolte over at have opnået et så godt resultat i 2022. Selvom noget af væksten er sket på en utrolig trist baggrund, nemlig krigen i Ukraine, er vi glade for den megen aktivitet, der har været på containerterminalen i løbet af året.
Samtidig hæfter vi os ved, at der har været vækst over hele linjen. Ikke kun containerterminalen har bidraget. Blandt andet har virksomheder som Avista Green også har haft godt gang i forretningen i løbet af året, ligesom landbrugsprodukter stadigvæk bidrager til den samlede omsætning. Det samme gælder arealudlejning til en række kunder,” siger havnedirektør Bent Rasmussen.
Havnen tog for tre uger siden det første spadestik til opførelsen af to nye bygninger på Ny Vesthavn. Bygningerne skal huse Toldstyrelsen og Veterinær- og fødevarekontrollen, samt værksteds-, depot- og velfærdsfaciliteter til havnens eget brug.
Kilde: SN.dk