Kæmpenedgang for Nordøstpassagen
Nordøstpassagen, NSR, er i toppen af Ruslands arktiske dagsorden, men trafikken i 2015 nåede det laveste niveau i flere år. Kun 39.586 tons gods blev sejlet i transit gennem den russiske arktiske rute. De 75 procent af mængden stod et enkelt kinesisk rederi for, viser tal fra NSR Information Center.
”Shipping-raterne er lave, bunkerolie er billig, der er en generel nedgang i verdensøkonomien og en faldende efterspørgsel i Kina”, skriver Sergey Balmasov fra NSR’s informationskontor i en mail til Independent Barents Observer, som forklaring på faldet.
Nedturen i 2015 kommer efter en stor stigning i årene 2012-2013. Hvor skibsfartens volumen voksede til 1,35 millioner tons, og antallet af fartøjer til 71. Både nationale myndigheder og kommercielle interesser fangede interesse for ruten, der kunne tjene som et sæsonbestemt alternativ for skibsfarten gennem Suez-kanalen.
Afsmeltning og tilbagetog af havisen i Arktis har fået de russiske myndigheder til at promovere NSR som en kommende international handelsvej. I 2015 vedtog premierminister Dmitrij Medvedev og hans regering en særlig udviklingsplan for NSR, som forudser en stigning i de transporterede godsmængder til 80 millioner tons i 2030.
Mens transporten nationalt er steget markant på ruten de seneste år, er transitsejladsen faldet. Faldet er sket, selv om prisen for isbryderassistance er næsten halveret på grund af den lave rubelkurs. Transitruten omfatter sejladser mellem Kara Havet og Beringstrædet, en 5.000 kilometer genvej mellem Europa og Asien.
Af de 18 skibe der sejlede transit gennem NSR i 2015, var ti russiske, to kinesiske, et hollandsk og et svensk. Det kinesiske fragtskib, Yong Sheng, der sejlede to gange langs ruten, tegnede sig alene for mere end 75 procent af lasten gennem NSR i 2015. Det var den russiske reefer, Garmonia, der var det hurtigste skib på ruten med 7,2 dage, viser tallene.
Balmasov tror forsendelser via NSR vil vende tilbage, men venter, at det kan tage flere år. Han mener, at åbningen af nye arktiske oliefelter og den nye regerings NSR plan kan være det, der gør forskellen.
”Det er svært at forudsige. Men hvis skibsfart bliver mulig hele året rundt, så vil
situationen for alvor kunne ændre sig”, siger han.
Kilde: Independent Barents Observer