Kæmpe vakuumbeholder gavner miljøet
Bladt Industries i Aalborg har leveret en kæmpe vakuumbeholder til Dong Energy. Beholderen, der skal genindvinde overskydende gas fra den råolie der kommer fra Nordsøen, monteres på råolieterminalen i Fredericia.
Det er en ordentlig basse. 37 meter lang, 6,7 meter i diameter og 180 ton tung. Bygget i stål hos Bladt Industries. Vakuumbeholderen bliver monteret på DONG Energys råolieanlæg i Fredericia.
Beholderen indgår i et nyfabrikerede anlæg, der skal genvinde overskydende gas fra råolie fra Nordsøen. Gassen genbruges derefter som brændstof på Shells raffinaderi - til gavn for miljøet.
Det har taget Bladt Industries 4 måneder at bygge kæmpen. Bladt har fra sine mange år som leverandør til offshore industrien, stor erfaring i offshore svejsninger og fabrikation af store komplekse stål konstruktioner.
DONG Energy forventer anlægget i drift maj 2008.