Kæmpe politiaktion stoppede færger
Fredag eftermiddag lige før klokken 14 stoppede en stor politieftersøgning af en stjålet bil med tre personer al trafik fra Sjælland mod Fyn, Sverige og Tyskland. Færgeruterne Helsingør-Helsingborg, Gedser-Rostock og Rødby-Puttgarten var lukket et par timer.
Tre personer, der er eftersøgt for ”alvorlig kriminalitet, satte en af historiens største danske politiaktioner i gang. Politiet har stadig ikke oplyst, hvad de tre personer er eftersøgt for. Øresundsbroen og Storebæltsbroen blev først helt åbnet for biltrafik lidt før klokken 20 i går.
Senere på eftermiddagen bredte politiaktionen sig til hele landet. Det betød blandt andet, at der også var bevæbnet politi tilstede ved Molslinjens terminal i Aarhus, ved Samsøfærgen i Hou og færgerne Frederikshavn og kontrol af alle biler fra Fyn mod Jylland ved Lillebæltsbroen.
I forbindelse med eftersøgningen fik politiet hjælp fra forsvarets helikoptere. Der blev også brugt droner under aktionen ligesom hundepatruljer var indsat lokalt for at søge efter spor af de mistænkte.
Lidt før klokken 16 meddelte politiet, at trafikken igen delvist var åben, dog blev både biler og færge- togpassagerer kontrolleret inden de fik lov at krydse broerne eller tage færgerne fra Sjælland og de brofaste øer.
Klokken 19 i går meddelte Københavns Politi, der ledede aktionen, på et pressemøde, at den eftersøgte svenske bil var fundet. Der var ingen oplysninger om eventuelle anholdelser. Kort efter blev de fleste vejspærringer ophævet. Enkelte steder i landet kan der dog stadig være kontrol.
Redaktionen