K Line-direktør fængslet i USA
Hiroshige Tanioka har været assisterende leder, teamleder og direktør i japanske K-Line’s biltransportdivision. Han er blevet idømt 18 måneders fængsel i USA for sin involvering i ulovlige prisaftaler inden for biltransportforretningen.
”I mere end et årti har denne sammensværgelse øget omkostningerne ved at importere biler og lastbiler til USA. Dommen i dag er et første skridt i vores fortsatte bestræbelser på at sikre, at direktørerne, som er ansvarlige for dette embedsmisbrug, bliver gjort ansvarlige”, udtaler Bill Baer, assisterende kammeradvokat i det amerikanske justitsministerium, i forbindelse med domfældelsen.
Hiroshige Tanioka er dømt af den amerikanske distriktsdomstol i Maryland, Baltimore, for at have været involveret i ulovlige prisaftaler og fordeling af kunder og ruter inden for ro/ro-gods, herunder biler og lastbiler, til og fra USA, herunder havnen i Baltimore. Tanioka deltog i prisaftalerne fra april 1998 til april 2012.
Dommen er den første dom, hvor en person er blevet dømt. Tidligere er tre virksomheder dømt skyldige og har i alt betalt 136 millioner dollar i bøde. Den ene af de tre virksomheder er K-Line.
Kilde: The Department of Justice