Inspektionsskib i barsk redningsoperation
Torsdag den 7. marts blev inspektionsskibet Hvidbjørnen beordret til at sejle fra Qaqortoq og rundt Kap Farvel til en position ca. 40 sømil øst for indsejlingen til Prins Christianssund. Her lå trawleren Polar Aassik med manglende fremdrift i en potentiel kritisk situation, da der var stormvarsel for området
Hvidbjørnen ankom til positionen tidligt fredag morgen, hvor vejret var blevet markant forværret. Inspektionsskibet vurderede, at det ikke var forsvarligt at overføre slæbetrosse til havaristen. I stedet blev Hvidbjørnen tæt ved trawleren og fulgte den, mens den nordlige vind og søerne trykkede det drivende skib syd på forbi Kap Farvel.
To døgn passerede med storm, høje søer og usigtbart vejr. Vinden lå i perioder på 30 m/s med en bølgehøjde på ti meter. Om bord på Hvidbjørnen medførte den lave fart krængninger på op til 40 grader.
Søndag var vejret klaret så meget op og søerne faldet til kun 4-5 meter dønninger, at Hvidbjørnen kunne etablere forbindelse til den 33 m lange trawler. Hvidbjørnen har siden søndag morgen slæbt Polar Aassik mod Qaqortoq med en fart på 3-4 knob.
Slæbetrossen sprang dog mandag morgen og inspektionsskibet er nu ved at rigge til med ny trosse. Ved Qaqortoq er det planen, at slæbebåden Masik Viking skal overtage slæbningen fra inspektionsskibet.
Kilde: Arktisk Kommando.