Ingen kan dømmes for Prestige-forlis
Den spanske regering er blevet frikendt for ansvar i forbindelse med den græske tanker Prestige´s forlis i 2002, der førte til den værste miljøkatastrofe i Spaniens historie, da 77.000 tons råolie fra skibet forurenede de nordspanske kyster.
Den daværende spanske regering, repræsenteret af den tidligere chef for Spaniens handelsflåde departement, Jose Luis Lopez-Sors, var stillet for retten anklaget for forbrydelser mod miljøet ved at have nægtet den græske tanker Prestige lov til at gå i nødhavn i 2002, da det fuldtlastede tankskib kom i vanskeligheder under en storm ud for Galicien.
Men han frifundet for anklagerne i Galiciens højesteret.
Domstolen fastslog, at katastrofen delvis skyldtes skibes ringe forfatning, men tilføjede, at det var umuligt at etablere et kriminelt ansvar.
“Ingen ved præcis, hvad der kan have ført til det hændelsen eller hvad der ville have været det rigtige at gøre i nødsituationen, der opstod ved Prestige´s forlis,” sagde dommer Juan Luis Pia i den TV-transmitterede domsafsigelse.
Greenpeace kalder i en udtalelse i dag dommen for “et carte blanche til olieindustrien i forhold til at true miljøet og borgerne”.
Da havnene i Galicien en efter en under stormen i 2002 nægtede at lade Prestige komme ind, blev det efter langvarige forhandlinger besluttet, at skibet skulle slæbes længere ud på dybt vand.
Her brækkede det i to dele og 77.000 tons råolie flød ud i havet - og forårsagede efterfølgende en miljøkatastrofe, da olien landede på de spanske kyster. Oprydningen efter katastrofen estimeres til at have kostet 4,3 mia. euro.
Se reportagen om Prestige-forliset i videoen herunder.