Hurtigfærge rammer mole på Stromboli
En italiensk hurtigfærge med 117 passagerer og 6 besætningsmedlemmer om bord blev torsdag slynget ind mod en mole ved ankomsten til vulkanøen Stromboli. Alle ombordværende blev reddet i land ved hjælp af en åben redningsflåde
Det blæste kraftigt da hurtigfærgen, der sejler i rutefart mellem Milazzo, Lipari og Stromboli, ankom til Stromboli sidst på eftermiddagen. Lige før færgen skulle lægge til, blev den grebet af en stor bølge der kastede den ind mod molen.
Der blev slået hul i stævnen ved sammenstødet med molen, og færgen tog hurtigt vand ind. Samtlige passagerer og besætningsmedlemmer måtte derfor forlade skibet ved - som det fremgår af videoen - at springe fra skibet ned i den åbne redningsflåde.
Ingen kom alvorligt til skade ved ulykken.
Kilde:
Giornale de Sicilia