Horsens Havn og Stena indgår forlig
Horsens Havn og Stena Recycling har indgået forlig i en sag fra august måned 2014, hvor 64 både i lystbådehavnen måtte igennem en større rengøring, efter at støv fra metalskrot på Stenas anlæg på sydkajen var blæst tværs over havnen.
”Alternativet var en retssag, og det er vores vurdering, at det er bedre at sætte gang i nogle tiltag, der peger fremad. Det er aldrig godt at tage penge op af kassen til noget, der ikke har nogen værdi. Man kan så sige, at forliget her skaber den værdi, at vi forhåbentlig får et ordentligt forhold til vores naboer i fremtiden”, siger Per Løkken havneformand til Horsens Folkeblad.
Rengøringen kostede 1,2 millioner kroner. Stena Recykling har indvilliget i at betale to-tredjedele af alle udgifter, inklusive advokatudgifterne. Horsens Havn betaler 400.000 kroner.
”Vi accepterer forliget, for jeg bryder mig ikke om, at have hængende på os, at vi er nogle miljøsvin. Det er vi ikke. For os er det nu vigtigt, at situationen ikke gentager sig, for hvis det generer vores naboer, må vi naturligvis reagere”, Jakob Kristensen, regionsdirektør for Stena Recycling.
Stena Recycling valgte den 25. august sidste år at flytte metalskrot ud på kajen i blæsevejr. Ruststøv blev blæst ud over havnen og satte sig fast i lystbådenes glasfiber.
Kilde: Horsens Folkeblad