Horsens havn har ansat ny havnedirektør
Horsens Havn har ansat en ny havnedirektør. Valget er faldet på Claus Holm Christensen, der kommer fra en tilsvarende stilling på Kolding Havn. Han er valgt ud fra hele 60 ansøgere til den ledige stilling.
”Claus Holm Christensen blev ikke mindst valgt på grund af sin erfaring som havnedirektør i Kolding samt hans store erfaring med kommunikation. Begge elementer er vigtige, når vi ser på havnens strategi og drift i de kommende år”, siger Formand for Horsens Havns bestyrelse Per Løkken.
”Vi har et mål om at øge mængden af gods over kajen de næste fem år og samtidig udvide sydkajen. Desuden vil vi styrke samarbejdet med brugerne på og omkring havnen samt med øvrige havne i Business Aarhus-området”, siger Per Løkken.
Den nye havnedirektør tiltræder den 1. februar. Han glæder sig til opgaven, som han mener rummer mange spændende perspektiver.
”Især synes jeg, at det er utroligt spændende med den udvikling, som havnen står foran de kommende år, hvor by og havn skal smelte tæt sammen. Det kræver forståelse, godt naboskab og en stærk kommunikation, og det håber jeg at kunne bidrage med”, siger Claus Holm Christensen.
Claus Holm Christensen, 52, har været havnedirektør i Kolding i tre år. Forinden har han været havnechef i Aarhus Havn i fem et halvt år samt været ansat i Søværnet i 23 år.
Direktørskiftet i Horsens kommer efter at den tidligere direktør Peter Larsen i november sidste år blev bortvist og politianmeldt. Peter Larsen er sigtet for misbrug af havnens midler ved at oplyse fiktive navne i forbindelse med tre restaurationsbesøg hvor den samlede regning løb op i ca. 5.000 kroner.
Kilde: Horsens Havn