Historisk DFDS-pakhus renoveres
Et tidligere DFDS-pakhus på Rudkøbing havn får et ansigtsløft, før det fylder 100 år i 2016. Til formålet har A. P. Møller Fonden bevilget en lille halv million kroner, oplyser Fyns Amts Avis. Gavlen føres tilbage til sit oprindelige udseende.
Pengene, - helt præcist 468.000 kroner - er øremærket renoveringen af husets sydvendte gavl. Gavlen ikke alene renoveres, men føres tilbage til sit oprindelige udseende. Det vil sige, at pakhuset udstyres med blandt andet ornamenteringer og flagstang. Arbejdet indledes om kort tid.
Det smukke pakhus ved trafikhavnens ydermole, Kongekajen, ejes af Sejlskibs- og Pakhusforeningen i Rudkøbing og udgør et omdrejningspunkt for træskibsmiljøet i byen. Huset er indrettet med værksteder og mødelokale og benyttes også til udstillinger og som samlingsrum.
Pakhuset blev opført af DFDS og blev oprindelig anvendt af blandt andet DFDS's fragt- og pasasagerruter, indtil Langelandsbroen stod klar i 1962.
Kilde: Fyns Amts Avis