Hirtshals havn klar til møller uden tilskud
Opstillingsarbejdet af de fire 150 meter høje vindmøller på Hirtshals Havn er nu startet. Møllerne, der er de første i Danmark, som opstilles uden statsstøtte, kan producere el til 14.250 husstandes forbrug.
“Det har været et langt forløb, siden vi begyndte forhandlingerne med Vestas om køb af vindmøllerne, over et meget tilfredsstillende forløb omkring salget af vindmølleandele i VM1, til vi i dag kan følge opstillingen af vindmøllerne. Det bliver spændende at følge montagen af de fire vindmøller og særligt at se kulminationen på hele processen, når vindmøllerne bliver sat i drift omkring uge 47, siger Jens Peter Lunden, der er formand for Hirtshals Havnefond.
Mere end 300 borgere har købt andele i vindmøllerne, der bliver de første i landet, der på rent kommercielle betingelser kan bidrage til den grønne omstilling og være med til at reducere CO2-udledningen, der i 2030 skal være reduceret med 70 pct.
Kilde: Hirtshals Havn