Havne er parat til LNG-investeringer
Forleden tog Danske Havne, Kosan Crisplant og Energi- og Olieforum initiativ til et åbent fællesmøde om flydende naturgas (LNG). Konklusionen fra mødet er, at havne og leverandører er parat til at investere i LNG-infrastrukturen, hvis bare de store færgerederier efterspørger det.
Mødet beskæftigede sig med spørgsmål såsom, hvordan udvikler reguleringerne sig fra IMO, hvilke muligheder har havnene for en LNG-løsning og prisen for at etablere sådan en løsning i en havn.
Konklusionen var, at hvis først de store færgerederier efterspørger LNG’en, så følger udbuddet naturligt efter, havnene er nemlig parat til at investere. I Danmark kan small scale-produktion i havnene være en mulig løsning, hvilket også Hirtshals Havn har valgt at satse på.
Angående transporten af LNG ud til havnene besværliggøres det af, at LNG er en farlig godsart, og at gassen fordamper. En god løsning lader til at være mobile enheder, der udgår fra en operatør med en central placering på gasnettet og alternativt som flydende enheder i form af pramme i et feedersamarbejde.
Kilde: Danske Havne