Havn har valgt leverandør af 10 MWh batterianlæg
Port of Aalborg accelererer elektrificeringen af havnen og har nu valgt leverandøren til det nye anlæg, der både skal levere landstrøm til skibe og til elektrificering af havnens kraner og øvrige materiel.
Foto: Port of Aalborg
Port of Aalborg har valgt danske Leap Solutions som leverandør af et nyt hybridt landstrøms- og batterisystem på Østhavnen.
Aftalen omfatter to mobile batterienheder med en samlet kapacitet på 10 MWh, tre mobile landstrømsanlæg og et centralt energistyringssystem, som sammen skal sikre fleksibel strømforsyning langs Port of Aalborgs 5,6 kilometer lange kajanlæg.
Landstrømmen skal gøre det muligt for skibe at slukke hjælpemotorerne under ophold ved kaj. Samtidig skal batterierne levere strøm til blandt andet havnens el-hybridkraner og understøtte en gradvis udfasning af dieseldrevet materiel.
"Det her er ikke bare ét projekt – det er infrastrukturen bag en bredere elektrificering af havnen," siger Mikkel Guldhammer, Business Development Manager hos Port of Aalborg.
Anlægget ventes sat i drift inden udgangen af 2027. Projektet er medfinansieret af EU gennem Connecting Europe Facility.
-emte
Batterianlægget skal forsyne både skibe og havnens kraner. Foto: Aalborg Havn/AI-genereret
