Hårdføre grønlandske fangere frosset inde
I mere end to uger har seks grønlandske fangere i tre joller været fanget i isen 40 kilometer nord for Upernavik. Først da de var ved at løbe tør for petroleum kontaktede de myndighederne - ikke for at blive reddet, men for at bede om mere petroleum.
”Fangerne vurderede selv, at de ikke var i en nødsituation eller i livsfare”, siger Ida Birkemose, der er kommunikationsansvarlig i Arktisk Kommando, til KNR.
Et Challenger-fly tilknyttet Arktisk Kommando har kastet petroleum ned til fangerne (se billedet herunder) og fangerne venter nu på at isen bryder op, så de kan sejle ind til land der ligger 9 sømil væk.
De hårdføre fangere er udstyret med en satellittelefon så de kan kontakte myndighederne hvis deres situation mod forventning forværrer sig.
Kilde: KNR
Fotos: Arktisk Kommando
