Hansa Brandenburg nu under bugsering
Det tysk ejede containerskib Hansa Brandenburg, der i sidste uge brød i brand da det befandt sig på en position 200 sømil fra Mauritius, er nu ved at blive bugseret mod havn efter at branden er slukket.
Fredag lykkedes det bjærgningsmandskab fra Five Oceans Salvage og SMIT Salvage at slukke branden om bord, der vides at have hærget flere lastrum og den forreste del af overbygningen. En mere omfattende gennemgang af skaderne vil ske når containerskibet er kommet i havn.
Myndighederne i Mauritius har dog endnu ikke givet tilladelse til, at skibet kan gå i havn når det i løbet af kort tid ankommer til Mauritius på slæb.
Besætningen på det 10 år gamle containerskib valgte at gå i bådene, efter først at have forsøgt at bekæmpe ilden der opstod i en container. Alle besætningsmedlemmer blev efterfølgende reddet om bord på et andet containerskib og meldes alle at være i god behold.
Kilde: Leonhardt & Blumberg