Grønland vil forbyde heavy fuelolie i Arktis
Det grønlandske selvstyre Naalakkersuisut vil i IMO aktivt arbejde for et forbud mod heavy fuelolie i Arktis. Forbuddet skal omhandle både sejlads og transport. Beslutningen er taget i kølvandet på en ny analyse af de socioøkonomiske, miljø og klimamæssige konsekvenser af et forbud.
En meget væsentlig årsag til, at man skal undgå heavy fuelolie i arktiske farvande er ifølge analysen, at skibsulykker, som medfører spild af heavy fuelolie i havmiljøet, kan få store miljømæssige og økonomiske konsekvenser.
Heavy fuelolie er meget vanskelig og til dels umulig at opsamle ved lave havtemperaturer. Ved større spild af heavy fuelolie vil der derfor være stor risiko for, at olien forbliver længe i vandet eller på de kyster, olien eventuelt strander på.
Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) og Pinngortitaleriffik anbefaler derfor et forbud mod heavy fuelolie i Arktis.
Sejlads på heavy fuelolie er også skyld i luftforurening og sodpartikler på sne- og isflader. Når sneen og isen bliver mørk på grund af sod, øger det afsmeltningen.
IMO´s komite for beskyttelse af det maritime miljø mødes næste gang i oktober måned. Her skal netop et forbud mod skibes brug og transport af heavy fuelolie drøftes.
Analysen viser, at et forbud mod sejlads på heavy fuelolie vil være forbundet med en samfundsøkonomisk omkostning på cirka 8,1 mio. kroner årligt.
Kilde: Naalakkersuisut
Du kan læse hele analysen HER