Grøn investeringsfond investerer i tankskibe
Nye naturgasdrevne tankskibe til Terntank er blandt de første millioninvesteringer fra Danmarks Grønne Investeringsfond. Investeringen kan føre til en endnu grønnere skibsfart til gavn for både samfundet og rederiet, mener Danmarks Rederiforening.
"Vi arbejder ad mange veje for en grønnere skibsfart, og den nye lånemulighed er med til at fremme den omstilling. Terntank kobler den kommercielle ekspertise med en ambition om at efterlade et mindre aftryk på omgivelserne, og er på den måde en fin repræsentant for vores rederier", siger underdirektør Jacob K. Clasen, Danmarks Rederiforening.
Som en af verdens førende søfartsnationer har dansk skibsfart tradition for at gå forrest i udviklingen af nye løsninger til skibsfarten, og Danmarks Rederiforening har hjulpet med at skabe kontakten mellem Terntank og Danmarks Grønne Investeringsfond.
"Det er klart, at når vi som skibsfart afsøger nye veje, så indebærer det en risiko. Her betyder muligheden for medfinansiering via Danmarks Grønne Investeringsfond, at vi kan komme hurtigere videre med eksempelvis LNG-projekter. Det kan fører til endnu grønnere skibsfart på sigt, hvilket både tjener samfundet og giver muligheder for det enkelte rederi", siger Jacob K. Clasen.
Kilde: Danmarks Rederiforening