Grækenland vil alligevel privatisere Piræus
På trods af tidligere forlydender vil den græske finansminister Yanis Varoufakis i dag onsdag fortælle kollegaerne i Bruxelles, at Grækenland vil fortsætte med privatiseringen af Piræus Havn, og dermed trækker man tidligere udtalelser om, at man stopper privatiseringen, tilbage. Dermed har APM Terminals igen en chance.
”Salget af Piræus er i gang. Det vil fortsætte som planlagt”, siger en embedsmand fra Finansministeriet til Wall Street Journal.
Når den græske regering trækker i land i forhold til tidligere udtalelser om at droppe alle planlagte privatiseringer, skyldes det, at man arbejder på at få en finansieringsaftale i stand med internationale kreditorer. Salget af statens 67 procent ejerandel i Piræus Havn er en vigtig brik i den privatiseringsplan, som den tidligere konservative regering indgik med EU, den europæiske centralbank og IMF.
Rent symbolsk har Piræus Havn også stor betydning, idet havnen er hjemsted for Grækenlands store shippingindustri og er en af de største havne i Middelhavet.
Kinesiske Cosco driver to af havnens tre containerkajer på en 35-årig koncessionsaftale og anses af mange for favorit til at vinde i budprocessen. Men også APM Terminals har afgivet et bud, hvilket også Ports America Inc og filippinske International Container Terminal Services har.
”Vi afventer besked fra den nye regering om privatiseringsprocessen. Vi forbliver engagerede i udviklingen af Grækenland. Havneprivatiseringen er en positiv mulighed for investering og for at få økonomien til at vokse”, siger Tom Boyd, talsmand for APM Terminals.
Kilde: Wall Street Journal