Godsterminal i Hirtshals ligger øde hen
Den nybyggede godsbaneterminal ved Hirtshals Havn ligger stadig øde hen. Den er ellers helt færdig og rummer 675 meter jernbanespor og 24.000 kvadratmeter oplagsplads. Problemet er, at der endnu ikke er fundet en operatør til terminalen, der har kostet 33,5 millioner kroner at opføre.
”Fra Padborg til Hirtshals tager det fem timer med lastbil, men 11 timer med tog. Det skyldes lange ventetider nord for Aalborg, hvor Nordjyske Jernbaner har ansvaret for jernbanen. Syd for Aalborg har BaneDanmark ansvaret, og her er der ingen problemer”, siger Gottfried Eymer, adm. direktør for DB Schenker i Danmark.
DB Schenker vil gerne være operatør på terminalen i Hirtshals, men indtil videre har forhandlingerne med Hjørring Kommune, der ejer terminalen, være resultatløse, og det skyldes ifølge DB Schenker Nordjyske Jernbaner.
”Vi ville gerne køre tre tog om ugen hver vej mellem Hirtshals og grænsen. Vi har forsøgt at få Nordjyske Jernbaner til at ændre deres køreplan for at give plads til vores godstog, men det ønsker de ikke. Måske fordi de i modsætning til BaneDanmark ikke er så vant til at forhandle med sådan nogle som os”, siger Gottfried Eymer.
Godsbaneterminalen ligger midt mellem Hirtshals Transport Center og Hirtshals Havn, som har direkte adgang til motorvejen. Det vides ikke med sikkerhed, hvor meget gods terminalen kan flytte fra vej til bane, men direktør for Hirtshals Havn, Jens Kirketerp Jensen, vurderer, at terminalen kan betyde 240 lastbiler færre på motorvejen om ugen. Det svarer til ni procent af den samlede godstrafik til og fra Hirtshals Havn.
Kilde: nordjyske.dk
