Global mangel på skibsofficerer
Den globale mangel på skibsofficerer bliver forstærket i de kommende år, skriver analysehuset Drewry i sin årlige bemandingsrapport. Det rammer både ejere og operatører på indtjeningen, da det øger lønudgifterne. Også danske rederier bliver ramt.
”Det er helt afgørende, at der er en tilstrækkelig og bæredygtig bestand af erfarne, danske seniorofficerer, hvis Danmark ønsker at fastholde beskæftigelsen og produktionen i den maritime klynge. Antallet af danske officerer i den danske handelsflåde er kraftigt for nedadgående, hvilket dokumenteres af Søfartsstyrelsens egne mønstringsstatistikker. Den udvikling bekræftes nu af Drewry, og det understreger, at vi i Danmark sidder på hænderne i det her spørgsmål”, siger Fritz Ganzhorn, direktør i Søfartens Ledere.
Det samlede global udbud af skibsofficerer er i øjeblikket 610.000, hvilket er et underskud på 19.000 officerer. Dette underskud forventes at vokse til 21.700 officerer i 2018.
Ledigheden blandt Søfartens Ledere er på beskedne to procent. Løsningen på problemet er flere uddannelsespladser.
Kilde: Søfartens Ledere