G6 hårdest ramt af USA-forsinkelser
Det ser ud til, at containeralliancen G6 er hårdest ramt af de forsinkelser, der er opstået i havnene i Los Angeles og Long Beach. Fem G6-skibe ligger nu ankret op uden for havnen og venter på at få plads ved en kaj for at kunne losse.
I alt ligger der 15 skibe ankret op ude i San Pedro Bay, fordi der ikke er plads til dem i havn. Det er rekordmange, når man ser på den seneste måneds tid, hvor de amerikanske havne har været slemt plaget af trængselsproblemer. Af de 15 skibe er der 10 containerskibe og fem tørlastskibe.
De 15 skibe er dog ikke noget sammenlignet med situationen i 2002, hvor der på grund af en lockout var 65 skibe ankret op, og i 2004 oplevede man på et tidspunkt 62 skibe ankret op uden for Los Angeles og Long Beach.
G6-alliancen består af Hapag-Lloyd, NYK, APL, OOCL, MOL og Hyundai Merchant Marine.
Kilde: Lloyd’s Loading List