Furfærgen ude af drift efter sammenstød
Onsdag eftermiddag betød et kraftigt vindstød, at færgen Mjølner ramte kajanlægget, da den skulle lægge til land på Fur. Ved sammenstødet rev et stykke af fenderen sig løs, og satte sig fast i en af færgens propeller.
Foto: Flemming Flouberg.
Mjølner kunne ikke fortsætte sejladsen, og færgen Mary fra Sundsøre-Hvalpsund ruten blev kaldt til undsætning og midlertidigt indsat på overfarten til Fur.
Torsdag formiddag sejler Mary fortsat på ruten, men overfartsleder Klaus Vikkelsø forventer, at Mjølner er klar til indsættelse senere torsdag.
Sker det, kan Mary returnere til Sundsøre-Hvalpsund ruten, og genvejsruten - der lige nu ligger stille - genoptages.
-mauh