Frosten skaber hårdt arbejde om bord
Uanset om man er på havet eller i havn, skaber de lave temperaturer, der har ramt Skandinavien, hårdt arbejde om bord på skibene. Billedet herover, og billederne herunder, er optaget af Maritime Danmarks journalist Jens Nørgaard, der netop er vendt tilbage efter en kold reportagetur til Hanstholm for vores magasin FiskerBladet.
Billederne viser den britiske trawler Farnella af Hull, hvor mandskabet straks efter ankomsten til Hanstholm blev beordret til 'køllerne' - af træ - for at banke isen af.
Helt galt var det tæt på at gå den norske trawler Klondyke, der var faretruende tæt på af få fatal slagside og kæntre, fordi besætningen ikke havde fået køller med hjemme fra i Norge. Så der blev banket grundigt efter ankomsten til Hanstholm -
og så stod de gæve nordmænd ellers til søs igen.
Tak til Jens Nørgaard for de flotte billeder - og en hilsen til alle de fiskere og søfolk der har slidt med at banke is de seneste dage.
Redaktionen