Frigivelse af pirater skaber politisk vrede
Dansk Folkepartis forsvarsordfører Ib Poulsen er stærkt utilfreds med, at det danske kommandoskib Esbern Snarre lørdag løslod flere somaliske pirater, efter at have konfiskeret deres ammunition og andet piratudstyr.
"Det er ikke tilfredsstillende. Nu kan piraterne bare gå ind på det lokale marked og købe en ny Kalashnikov, ammunition og reb, og så er de klar til at angribe et nyt skib. Det duer simpelthen ikke", siger Ib Poulsen til Ritzau.
Ifølge Ib Poulsen var Dansk Folkeparti af den opfattelse, at regeringen havde fået en aftale i stand med Kenya, så Danmark kunne aflevere formodede pirater fra området omkring Afrikas Horn til retsforfølgelse.
Han vil nu have en forklaring på, hvorfor udenrigsminister Lene Espersen tilsyneladende alligevel ikke har fået en aftale i stand. Og han vil også have 'en meget god' forklaring på, hvorfor de formodede pirater blev løsladt med det samme.
"Man har både købt koraner og bedetæpper, så Esbern Snare kunne godt have haft dem længere tid om bord. Så kunne man finde ud af, hvilke muligheder der var for at retsforfølge dem. Jeg synes, man har været lidt hurtige på aftrækkeren", siger Ib Poulsen til Ritzau.
Kilde: stiften.dk