Fregatten Peter Willemoes hjemme igen
Fredag den 11. juli vendte Fregatten Peter Willemoes tilbage til Danmark. Skibet ankom til Flådestation Korsør efter endt udsendelse til Syrien som en del af operation RECSYR, der bragte kemiske våben og stoffer ud af landet.
”Det er med stor tilfredshed, at min besætning og jeg nu returnerer til Danmark, efter at en vigtig og relevant opgave er løst, og det er med løftet stemning om bord, at vi er tilbage i Danmark. Nu holder vi ferie i en periode, inden vi atter tager fat på vores kamptræning, så vi kan blive klar til NRF i 2016”, siger Chefen for Peter Willemoes, KK Kristian Haumann.
Af de danske flådeskibe og -besætninger, der siden december 2013 har deltaget i RECSYR, blev det Peter Willemoes, der satte det sidste punktum. Efter endt operation er fregatten netop ankommet til Flådestation Korsør, hvor familie og venner stod klar til at modtage besætningen.
Kilde: Forsvaret