Fredericia er Danmarks største øl-havn
Da Carlsberg nedlagde bryggerierne i København og efter, at Royal Unibrew lukkede deres bryggeri i Århus, bliver størstedelen af det øl, der eksporteres fra Danmark med skib, sendt ud af landet fra havnen i Fredericia.
”Nu kan man ikke se mit smil på læben, men der er da ingen tvivl om at i og med at Carlsberg er Danmarks største bryggeri og har domicil i Fredericia, så kan vi godt tillade os, at bryste os lidt af, at vi er den største øl-havn i Danmark. Det kan vi da godt tage lidt som et kompliment, siger Jens Peter Peters, havnenes direktør.
Det er ikke kun Carlsbergs produkter, der udskibes Fredericia. Royal Unibrew sender også øl og læskedrikke via fæstningsbyens havn. Byens beliggenhed er den vigtigste grund til, at bryggerierne vælger Fredericia.
”Vi ligger med to store motorvejs-systemer lige ude ved Lillebæltsbroen. Og de fordeler sig både nord, syd, øst og vest, så derfor er der en stor koncentration af industrikunder, som hurtigt kan komme tæt på Fredericia Havn”, siger Jens Peter Peters.
Carlsberg Breweries og Royal Unibrew afskiber i alt omkring 2000 containere fra Fredericia Havn på årsbasis.
Kilde: dr.dk/P4/Trekanten