Fragtskib gået ned i Middelhavet
Et libanesisk ejet fragtskib rapporteres gået ned, da det forsøgte at undgå hårdt vejr omkring 95 sømil fra Libyens kyster. 11 besætningsmedlemmer fra det 2.753 dwt. Palau-registrerede skib UK Diversity blev reddet af skibe i nærheden, oplyser sikkerhedskonsulentfirmaet Ambrey Intelligence.
Det nu forliste fragtskib ses her under et tidligere navn..
Besætningsmedlemmerne blev samlet op af containerskibet Charlie og tankskibet Zarifa Aliyeva. Det sidste opfangede AIS-signal fra det forliste skib blev registreret kl. 8.52 lokal tid onsdag. Skibet var på vej fra Tyrkiet til Nigeria, da det forliste.
Det 46 år gamle skib var ejet af Beirut-selskabet World Shipping & Logistics ifølge shippingdatabasen Equasis.
Skibet blev bygget som Karin Bewa på Ørskov Skibsværft i 1975.
Kilde: TradeWinds