Forsvaret sender miljøaben til politikerne
De danske politikere har siden 1997 vidst, at Forsvarets miljøskibe er operationelt forældede og ikke kan håndtere store olieudslip. Det skriver Forsvarskommandoen i et svar til Ingeniøren.
”Miljøskibene havde dengang (da Forsvaret overtog miljøskibene fra Miljøministerier i 1996. red.) erkendte mangler for så vidt angår miljøskibenes alder og tekniske standard set i forhold til standarden på skibe bygget til bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening efter gældende relevante standarder”, hedder det i Forsvarskommandoens svar.
Forsvarskommandoen peger desuden på, at politikerne igen blev informeret om skibenes tilstand gennem en rapport fra Udvalget vedrørende Forsvarets Materiel i 2007.
Her peger forsvaret på, at skibene dels har ”yderst begrænset kapacitet til bekæmpelse af kemikalieudslip”, dels er begrænsede i bekæmpelsen af olieforurening i gasfyldt havområde, idet de ikke kan gøres gastætte.
”Miljøfartøjerne er operativt forældede, mens den tekniske og økonomiske tilstand vurderes som mindre tilfredsstillende frem til 2012-2015, hvorefter enhederne må vurderes som værende ikke tilfredsstillende”, hedder det i rapporten.
Samme tilstand gælder de to mindre skibe af Marie-klassen, der også vurderes som operationtelt forældede, samt Miljø-klassen, hvis operationelle værdi er 'stærkt begrænset'.
Forsvarskommandoen skriver samtidig, at forsvaret ikke deler opfattelsen hos flere kritikere af, at havmiljøopgaven er blevet nedprioriteret internt i årevis og skriver, at der ikke findes eksempler på, at beredskabet ved aktivering ikke har kunnet overholdes.
Forsvaret vil frem til 2015 forsøge, om de kan udlicitere opgaven med at bjærge olie til private rederier for at spare penge og få driftsopgaven væk fra Søværnet.
Kilde: Ingeniøren