Første tyske LNG-færge i drift
Tysklands første nybyggede LNG-drevne passagerfærge blev forleden sat ind på ruten mellem Cuxhaven og øen Helgoland. Ejeren er tyske Reederei Cassen Eils, som forleden afholdt en dåbsceremoni, hvor færgen blev navngivet Helgoland.
Den nye Helgoland-færge er bygget af Fassmer Werft og har kostet 31,5 millioner euro. Skibet er 83 meter langt og 12,6 meter bredt og har en dybgang på 3,6 meter. Skibet har kapacitet til at transportere 1.048 siddende passagerer og har derudover plads til to 20 fods containere. Skibets egen kran kan løfte op til 10 ton.
Skibet skal primært sejle på LNG, og LNG-fremdriftssystemet giver en ydelse på 5.000 kW, hvilket kan give en hastighed på op til 20 knob. Det, at skibet sejler på LNG, betyder 570 ton mindre CO2, svarende til en besparelse på 20 procent, cirka 15 ton mindre SOx og 32 ton mindre NOx.
Kilde: Reederei Cassen Eils