Første skib tanker LNG i Esbjerg Havn
Offshore supplyskibet Rem Leader var i weekenden i Esbjerg Havn for at tanke brændstof. Rem Leader sejler på LNG og var det første skib, der bunkrede i Esbjerg Havn. Skibet bunkrede 120 kubikmeter LNG, der var blevet transporteret med lastbiler fra Holland til Esbjerg Havn.
LNG dannes ved at nedkøle naturgas til minus 162 grader, hvilket betyder, at gaspartiklerne fortættes, så gassen får flydende form. LNG kan dermed transporteres over lange afstande i lastbiler eller specialbyggede skibe.
Esbjerg Havn har siden 2012 deltaget i projekter for at fremme udviklingen af den infrastruktur, som skal understøtte en øget brug af LNG i søfarten.
Rem Leader arbejder lige nu med vedligeholdsopgaver på boreplatformen Syd Arne i Nordsøen.
Kilde: Esbjerg Havn
