Første skader konstateret på borerig
De første skader er begyndt at vise sig om bord på den grundstødte olierig Kulluk. Bjærgningseksperter fra Smit Salvage, der har været om bord, fortæller om skader på overbygningen og vandtætte døre der ikke længere kan lukkes.
”Riggens grundlæggende struktur er dog fortsat intakt, og der er ikke observeret tegn på udstrømning af væsker fra riggen”, oplyser en repræsentant fra Smit Salvage efter besigtigelsen.
Det befinder sig over 500.000 liter dieselolie og 45.000 liter borevæsker og hydraulisk olie om bord på riggen.
Et fragtfly er landet i den nærmeste lufthavn medbringende store mængder af oliespærringer, der nu vil blive bragt ud til den grundstødte rig som en sikkerhedsforanstaltning. I praksis vil de høje bølger dog gøre det vanskeligt at anvende flydespærringerne.
Riggens generatorer og andre dele af det elektriske system er ødelagte, hvilket vanskeliggør dele af bjærgningsoperationen.
Shell, der overtog riggen i 2005, har over de seneste år brugt små 300 millioner dollar på at modernisere riggen.
Kilde: Channel 2 News