Første direktør siger op inden opsplitning
En mulig opsplitning af Mærsk Gruppen får nu den første direktør til at sige sin stilling op. Niels Bjørn Mortensen, direktør for Regulatory Affairs, bekræfter over for Børsen, at han har sagt sin stilling op og forlader Mærsk den 31. oktober
"Mærsk-gruppen kigger lige nu på en ny strategi, som skal sikre fremtidig vækst, og det vil muligvis medføre nogle ændringer i vores fremtidige organisation", skriver Niels Bjørn Mortensen ifølge Børsen i en interne mail til sine medarbejdere.
"Jeg tror, det er på tide, at jeg laver en forandring og prøver noget nyt", fortsætter han ifølge avisen.
Niels Bjørn Mortensen har ikke ønsket at uddybe årsagen til sin afgang ovefor avisen.
Finansverden afventer med spænding en udmelding om Mærsk Gruppens fremtidige struktur. Ifølge bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen vil ændringerne blive meldt ud inden udgangen af 3. Kvartal, hvilket vil sige i løbet af de kommende 14 dage.
Kilde: Dagbladet Børsen