Fornemt besøg på Esbern Snare
NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg besøgte i går aftes (mandag) det danske flagskib for NATO’s stående flådestyrke, Esbern Snare, i forbindelse med, at skibet lagde til kaj i Trondheim. Det skete under den store NATO-øvelse med 50.000 deltagere og 65 skibe, som foregår i disse dage.
Det danske forsvar bidrager til øvelsen, der er den største siden Anden Verdenskrig, med omkring 1300 soldater, skibe og helikoptere.Øvelsen kommer efter, at russiske flådestyrker har øget deres tilstedeværelse i de arktiske egne markant.
USA deltager naturligvis også og har for første gang siden afslutningen af den kolde krig indsat et hangarskib nord for polarcirklen. Hangarskibet USS Harry S. Truman har sammen med dets følgeskibe i Carrier Strike Group Eight passeret polarcirklen i Norskehavet og gennemført en række øvelser.
USS Harry S. Truman og Carrier Strike Group Eight vil fra den 25. oktober til den 23. november sammen med blandt andet danske krigsskibe deltage i NATO øvelsen Trident Juncture 2018, der foregår i Norge, Nordatlanten og Østersøen.
Kilde: Forsvaret